Bliv
medlem
MEDLEMSKAB
Som det fremgår af NDCCs vedtægter § 2, har NDCC til formål at ”fremme samarbejdet og netværket mellem norske og danske virksomheder, organisationer samt personer med interesse for norsk-danske forhold og relationer, gennem afholdelse af fagligt relevante og inspirerende arrangementer og netværksfremmende aktiviteter”
Med det som udgangspunkt, og i kombination med en af netværkets andre dyder, nemlig, at kunne mødes og diskutere og måske endda være uenige på en civiliseret facon, ja så har vi vel egentligt ramt en af grundstenene i vor forening. For sagen er vel den, at lige så forskellige vi er i Norge og Danmark på tværs af landegrænser, lige så forskellige er vi også på tværs af vort eget lands grænser. Og samtidig må vi aldrig glemme de langt flere væsentlige områder hvor vi lever efter meget ens værdier. Den unikke Norsk-Dansk identitet er netop en symbiose af forskellighed og ensartethed, noget mange misunder os udenfor Norden, og noget man ofte først får øje på når man befinder sig i længere tid i andre dele af verden. En identitet, vi i NDCC gerne vil promovere en vis grad af bevidsthed omkring.
NDCC har bedt Kirsten Weiss, som er journalist, foredragsholder og forfatter kendt for bøgerne 'Når vikinger slås – hvorfor skandinaviske virksomheder har det så svært med hinanden'og 'Living with Vikings – How to Live and Work in the Nordic Countries' om at reflektere lidt over disse ligheder og forskelligheder og om at give sit inspirerende indspark til emnet.
God læselyst!
Kim Frost Fuglsang / Formand
NORWEGIAN-DANISH chamber of COMMERCE and CULTURE
____________________________________________________________________________
Stereotype forestillinger og en indimellem overraskende uvidenhed skygger for de oplagte muligheder for at skabe forretning og samarbejde mellem de skandinaviske broderfolk. Her deler vi ellers i stor stil værdier, vaner og varepræferencer, men løber for ofte sur i nuancerne og de små men vigtige forskelle – også mellem nordmænd og danskere.
Af Kirsten Weiss
"Det vigtigste at lære, når man forhandler med danskerne er, at man ikke skal tage det, de siger så alvorligt."
Selv for en tøff dansker kan udsagn af ovenstående karat, fra en i øvrigt klog topleder med masser af skandinavisk fusions- og samarbejdserfaring, godt gøre lidt ondt i selvforståelsen. På den anden side så har en anden, i øvrigt norsk topleder, tidligere over for mig karakteriseret sine forhandlinger med os danskere med ordene "Når jeg har trykket en dansker i hånden, tæller jeg mine fingre bagefter."
Så nej, egentlig bør det vel ikke komme bag på nogen, at der også falder knubbede ord mellem de norske og danske broderfolk, der ellers har så meget til fælles. Og indimellem er så fortvivlende ubevidste om det.
For hvorfor insisterer de skandinaviske lande, og lad os bare tage Sverige med her, så ihærdigt på ikke at ligne hinanden, når nu vi vitterlig er så ens? Hvorfor river nationale CEO's og marketingchefer sig indimellem i det sparsomme hår, når de forsøger at forstå, hvorfor tre lande, der målt på værdier, ligner hinanden til forveksling, indimellem opfører direkte uregerligt, når man forsøger at samarbejde eller sælge dem samme vare på samme måde? Og hvorfor kan det stadig give uro i geledderne, når en norsk leder bevæger sig ind på en dansk direktionsgang – og omvendt.
Er de vilde vikinger virkelig så forskellige? Og betyder de fordomme om 'de andre', der i Skandinavien nærmest træder hinanden over tæerne, noget i forhold til skandinavisk samarbejde, salg og marketing?
Svaret er et: både ja og nej. For der er forskel på os i Skandinavien. Til gengæld skal man helst være hjemmefødt her for at få øje på forskellene. I alle globale værdiundersøgelser lander skandinaver, til stor intern skandinavisk frustration, på præcis samme plet. Vi er en stamme af høje nordboere, der betaler endnu højere skatter og har mikset materialisme, kapitalisme og socialisme til en socialdemokratisk velfærdsstat. Set udefra er vi en flok fascinerende velhavende, oplyste rationalister, der keder os i vores velfærdsstater, har et afslappet forhold til sex og en vemodig længsel efter det enkle liv og naturen.
Spørger man skandinaverne selv begynder fordomme, forestillinger og myter straks at rumstere i sindet. Her optræder danskerne i både nordmændenes og svenskernes bevidsthed som regionens frække og farlige købmænd, der lever livet under sydligere himmelstrøg og altid kan narre skjorten af en tillidsfuld nabo. I norsk optik er Danmark Legoland og livsnydere, mens danskerne og nordmændene er rørende enige om, at svenskerne er en flok stive og arrogante bureaukrater uden humoristisk sans.
Både Danmark og Norge lider af et udtalt lillebrorkompleks i forhold til Sverige, der med sine mere end 10 millioner indbyggere er langt det største land i regionen og ude i verden opfattes som selve symbolet på
Skandinavien. Bare tænk på dengang Stockholm udnævnte sig til ”The Capital of Scandinavia” og blev mødt af norske og danske ramaskrig og klager fra officielt både dansk og norsk hold. For naturligvis ved alle, siger jeg, at det er København, der er Skandinaviens navle …
Retter vi kikkerten mod Norge og Danmark er lighederne igen slående. Og dog. For i Danmark er den historisk bevidsthed særdeles selektiv, når det kommer til den norsk-danske historie. '400-års natten' er et helt ukendt begreb i Danmark, hvor nordmænd, der udtrykker glæde over for fænomenet Norge og norsk selvstændighed med det samme rubriceres som nationalistiske.
"Vi skal i meget højere grad end på vores andre markeder være nationale i Norge. Her skal vi tale norsk og være norske, hvis vi vil nå nordmændene," siger en dansk chef hos danske JYSK, men ofte ender danskerne med at rubricere nordmændene som alt for stejle, stolte og selvglade, når de insisterer på deres. At det var norsk og ikke dansk olie, der begyndte at strømme fra Ekofiskfeltet i Nordsøen, forekommer stadig danskerne dybt urimeligt – for den olie var vores, mener danskerne, der iagttager den norske forvaltning af det sorte guld med lige dele undren over, at festen i Norge ikke er større (når nu I har pengene til den …), og ærgrelse over at magtforholdet til dels er tippet.
Det tigerspring norsk selvtillid og selvforståelse har taget ud af fortiden kan være svært at kapere for danske samarbejdspartnere, der stadig efter et besøg hos kollegaerne i Oslo højlydt kan undre sig over (provins)byens arkitekttegnede paladser af glas, stål, træ og beton. For Norge er, trods sine beviseligt veldrevne industrier inden for fx fiskeri, fødevarer, shipping og olie, stadig i mange danskeres øjne 'lillebror' i samarbejdet. Nu har yngstemand – eller kvinde (for også på ligestillingsområdet har Norge overhalet Danmark) – fået egne penge med på lommen. Og råd til at sige nej, hvis de danske købmænd presser citronen for hårdt.
Omvendt kan danske fusions-og forretningsmagere indimellem undre sig over den mangel på risikovillighed, de oplever hos nordmændene. Nordmænd anses i mange af de dansk-norske handler som lige lovligt forsigtige, og den flade magtstruktur, som generelt kendetegner de nordiske organisationer, bliver, mener i hvert fald danskerne, udfordret, hvis danskerne skal bestemme mere end nordmændene. Nordmændene har det, mener danskerne, svært med autoriteter!
Lad os slå det fast med skandinaviske syvtommersøm: Danskere, nordmænd og svenskere deler værdier, vaner og varer. Vi deler kultur, historie, krige og unioner og har altid kappedes om prestige og penge. Naturligvis er vi også midt i selvbenovelsen ”de allerbedste lande i hele verden”, for skandinaver lider i stor stil af selvgodhed og en stærk trang til at definere sig sjældent positivt i forhold til andre.
Det gælder også i forholdet mellem danskere og nordmænd, hvor man som iagttager må undres over den stærke trang til at skille sig ud og fremhæve sig selv. Uden at være opmærksom på historien og de mange fælles værdier.
Derfor irriteres nordmændene over den danske trang til at skrue på prisen – naturligvis for at få mest ud af de sparsomme danske ressourcer, der mest udgøres af lidt fed landbrugsjord og en slat olie. Har man ikke noget at sælge er man nødt til at være en dygtig købmand, der forstår at brande sine varer, og i Danmark
bruger man albuerne, når man vil frem i verden og helst til en god pris. Som i danske øjne er lig med en billig pris.
Og derfor irriteres danskerne over den norske lillebror, der stadig ikke kan bestemme sig for, om det er ok at gå fra nøjsom til nyrig? Skal man bevare madpakken som nationalsymbol, eller må man skilte med Mulberry og Maserati? Og hvor nationalistisk har man i en globaliseret verden egentlig råd til at være i sine vaner og varepræferancer? Det nationale er stærkt til stede i (også) Norge, hvor folkedragterne til dansk undren luftes og bæres med stolthed og næsten uden den typisk danske ironisk distance.
Jo mere jeg arbejder med nordisk identitet, jo tydeligere er det for mig, at vi er meget ens – og alt for nærige med nysgerrigheden, når det handler om nuancerne. Udgangspunktet for al god kommunikation, og altså også markedskommunikation, er ellers, at man forsøger at forstå dem, man vil i dialog med.
Der er kort sagt og skåret over en bred reklamekam stadig forskel på at komme fra Oslo og Odense, og vil man plukke de lavthængende forretningsfrugter, der vokser i den skandinaviske have, er det derfor nyttigt at øve sin nysgerrighed og sin kulturelle intelligens.
De skandinaviske globalister ligner hinanden, ja – men vores hjerter tilhører stadig de lande, vi bor i.
________________________________________________________________________
Kirsten Weiss,
Journalist, foredragsholder og forfatter kendt for bøgerne 'Når vikinger slås – hvorfor skandinaviske virksomheder har det så svært med hinanden' og 'Living with Vikings – How to Live and Work in the Nordic Countries'